Bønn. Den gamlast kalla ’aam Storjo, aa den yngst kalla ’aam Litljo.
Paa den Tia vart de tuplokka di stæst Karend aa sendt te Kjøbenhamn, for aa ten’ ti Kongens Livvakt. Ind Storjo Bønsa maat te dit hend, for hend va mykji ivi tri Æln, aa diger aa sterk attaat; men ker stor’n va, aa ker sterk ind va, saa heldt’n ikj vaar’ der, for hend va for bløut[1] taa se. Hend kom hem att, naar de le om i Aarsti. Den yngre Brorind hend Litljo, tykt de va skrab te Kar hend, som ikj skuld bli vaarraand der me Konga; der de maat vaar saa herle aa laavvaa; derfor rest’n dit att hend i Bror sinaam Sta. Hend va naa’r Aar yngre ind Brorind; men hend va fuldkom’n saa stor om ikj stære ind hend; men dem kalla’n naa Litljo lel, fordi’n va ynger. Fuldkom’n saa sterk va’n, aa digrar i Lemmaam va hend ind Brorind, aaa mykji djervar aa mætøugar, gropar i Maali aa. – Dem si, d’e naa Fælk, likens som d’e naa Hesta, som hi døbbel Sunnui[2], aa saalles maatt de fill vaar me Bønsaam.
De va paa den Tia, Bønsind kom te Kjøbenhamn, Gelndronningja aa Struense va ihop om, at ’aam skuld forgjaa Konga. Kongind va saa tullaat taa se hend, derfor va de dem, som styra. Trast ette, at’n va kom’n der aa ha faat se i Nommer ti Livvakt’n, vart Norskvakta kassert[3] aa Tyskvakt vart set ista’n. Port’n vart stengt, aa Tyskvakta vart set utafor. De da tykt Norsk-
