Da’n skuld ’aam te aa masser’ nerar Skandsa att.
Naar ’aam kom i Stykje i Veg, saag ’aam de brand
Fengjkrut paa Skandsa, aa Kapten komdert’ alle Mand
taa Vegja; men de va ind inant Inbygd’n som ikj gjik
taa Vegja, saa kom de i Kanonkule aa tok ’aa Laarbene
paa a.
Saa massert ’aam forbi Skands’n aa lenger ini Årbygda, Baanda aa Kjeringend ropa aa skrek: .,No kjem „Røubaggind“ aa tek os.“ Naar Norskind forlangt Gryn ti Kaal’n, sa Årbyggjind: „Reis inaat Østersund, saa fe di Gryn ti Kaal’n.“ „Ja hi dem Gryn aat os, saa hi mi Ærter aat dem,“ svaarraa Norskind. – Naar’n Koldevin høur, at Svenskind kom saa tjok inant fraa, tykt’n, de va bedst aa vend om i Ti, derfor komdert’n dem tebakers att, ett’n ha liggji ini Årbygd’d ind nøuger Daaggaa.
Selbyggjind ha haft Ore for, ’aam ha der saa samheldøug
mengaang. Saalles va de indgaang en Selbyg,
som vart framtrekt tu Linend paa’n Utmars; hend skuld
haa Rapp fordi’n ha vendt se om aat’n Offeser, som gjik
aa bandtes aa dommenert, saa de røua ini Hole paa’a,
aa sagt: „Aa de va da i Søykjing[1] aa.“ Kar’n vart
da framtrekt aa ført ini i Stoggo atme Vegind. Patrontaska
aa Gjehengje vardt spendt taa a aa lagt uti Dæra.
– Kvart ette som Troppa massert forbi Huse, saa gjor
- ↑ søykje = gjø. Hund’n søykje.
