Dem ha mykji Vergham’n aa løp Berg i di Tiaam Findend. D’e saa aa forsta, at aam kund skaappaa se om te Berg[1] naar’n villa.
De va ind Find ’aam fortel om, som hette Andrianus, som va Verg altomtiast. Indgaang laag ind Natta paa’n Gar ni Bygd’n; aa om Kveld’n høur’n at Mand’n villa aat Heyskogja om Maarraand, aassaa høur’n aat, om ind ikj skuld faa fæl[2] a. Jaau de va da Raa te di, sa Mand’n. Men om Maarraand rest’n Mand’n, lengje forind ind Andrianus va oppe. Naar Mand’n va kom’n saa langt at’n saa Sjøle[3] paa Volda, dit ker’n skuld, saa saag ind de rauk opgjennaam Ljorind. De da undrast’n paa, kvend som skuld vaar’ der da; naar’n ikj saag Vegind ette naand førri se. Men naar’n kom ini Sjøle, sat’n Andrianus der aa varnt se. Ikj sa Find’n naa, aa ikj sa Mand’n naa. Mand’n skjyndt se bere ut aa fora paa Heye, de fortast’n vand; for de va ikj frit for at’n va lite redd. No kom ind ihøug at’n ha sit’n Verg ha sprungji om se frami Markjind, aa Farind ette hannaam vistes alt attaat Sjøldær’n. Da ha’n lyppi Verg.
Dem brugt de my Findend aa kaste Berghamn paa dem ’aam va sint paa. Den som fik Berghamna kasta paa se kund ikj skaappaa se om att naar’n villa, men ind maatt vaar Verg tert Findend villa let’n fo slepp att.
