kjerringja ba aatt Bane, saa tek Farind de aa tulla de ni Snøa, saa nakji som d’e; aa da dli aam saa harøug, at aam ikj kjende kalt mer.
Findend va bere Hedninga for’n hunder Aar held heldanna sea. De va skrøpele ker slem ’aam va da, si ’aam, te aa trøylde aa ødeleg for Fælk baade Krytyr aa anna, saa de va bere vaale aa kommaa i Kast me aam paa naa Slags Vis; fik ind iknnaa Slags Skavang[1] da indtind paa se sjøl held Krytjyraam, saa va de rart. Dem sendt ut smaae Naali, som ’aam kalla Gann, aa di da Naalind raaka[2] bestandøugt paa de som ’aam tenkt aat, om de va alder saa mange Mil unna. Naar de treft Kryttyrje de da Ganne, saa da de inga andur Raa, held de maatt slagtas, aa da fand ’aam Gannnaala ini Kjætti.
De va’n Prest i Selbu for heldanna Hunder Aar sea, som aam kalda Hrr. Jens[3]. Hend tok se te aa skuld kristne Findend: men de villa ikj ga ret godt, for ’aam ha saa’n kusle te Vantru mot anna Fælk, my verre aa da held no. Men saapas fik ind ’aam naa te lel, at ’aam let Baanda sine døpe ette den Tia. Men naa stære Lerdom ti Gudsori fik ind ikj ti aam for ’aam va for vidt aatspredt te di.
Dem fortel, at de tom ind Find aat Hrr. Jens aa villa haa’n te aa døp Gut’n sin aa kald’n Jesus. „Nei,“ sa Prest’n, „saa maa du ikj kald’n“. Kald
