kasta taa a, men Sme’n rest se aa tøygd’n paa se att hend; men i saammaa Fløugji va’n taa a att. De da sto paa fire Gaang; men da steg Storsme’n op, tok Æska i n’en Haanda, aa baagg rundt omkring se me aa bandtes aa dommenert paa, at ’n skuld hatt ’aam smaa som Gryn aa send ’aam te Afgrunds, alihop, Trøyldpakje, dersom ’aam ikj pakka se derifraa bode vel aa snart. Naa’n ha gjort’n Rundtom slik kring Stogo, la’n se att. Da fik ind liggje i Ro hend da; men ti ander Verelsaam høur’n ker ’aam basinert aa dommenert indda. Saa to ind Æksa, aa villa set aa’ ini nar Stogo; men de va plat omole aa fo Dæra op. Men saa rekt’n ut Haanda, aa ga Dær’n en Kjillevink taa Æks’n, saa de ’n’en Stykje for hit aa de n’ander dit taa Dær’n. Derme sprang ind ini Stogo aa hild saammaa Bøna, aa gjor saammaa Tempoa, der som ini Nystugund. Saa gjik ind aa la se att. Da begjyndt ’aam aa dompa ti Begjind ute aa Storsme’n han gjor likens ine. Klokka itj, to vart de stilt taa alle Dompa, aa da la Smen se te aa sov, nok saa role tert om Maarraand. Naar de vart lyst Julmaarraand kom Fælkje att, aa da ment ’aam no, at ’aam ikj fand Døfta taa Smea held; men hend laag indda aa sov nok saa godt. – Sea gjor ’aam alder, ’aam høur ’eld saag naa mer te Tuftend der paa Gara, korkji Julnatta, held naaa andur Nat.
