Postmannen aa Fauten. Paa ait Ting hadde
Fauten inki alle Breve sine rai’ug te de rette Bele
som Postkaren skulde i Vegen, so at han kunna rykkje
fram te Ti’ars paa nemmaste Postbyte. Han bidde
Bel paa Bel aa ikka[1] paa Fauten um aa faa Breve
sine endele rai’ug, men detta vart alder, aa teslutte
sa’e Postkaren, at han inki lenger kunna drygje ette
Brevo hass. Ve detta vart Fauten ill aa sa’e „so
rais te Helvitis daa me de.“ „Men de bi ain lang
Boyg paa Vegi før me,“ svara Postmannen, „som ska
vera framme me Poste ait visst Bel.“ Fauten blikka se
taa desse Svarenn aa tok upp ain Dalar aa gav hono.
Kaupmannen aa Hallingen. I Fyriti’o raakte de jabnan so, at Bymennadn gilda se taa di, at dai hadde Hallingen te Narr før Svalle aa Pløggegjerdenn daires aa vi’are. Ain Kaupmann paa Branes va serfelto huga te aa aigast ve Fjellfolke. Han stelte se jabnan ut paa Trame fyri Bygna’e sino helst um Vetro, nær han vontest de kom Hallinga te Byars. Ain Dag kom de ain Halling farand fram um denne Kaupmannen, aa han aa Kraambuguten hass sto’e ute paa Tramenn som vanle. Hallingen hadde ai stor utturr Merr, som han kjoyrde me; han lyfte paa Huva aa helsa fint te Kaupmanne. Denne gaga se te aa flirde aat Hallingi aa frega solaise: „ko myki kosta Kødntunna paa Skutunn dina i Dag?“ Hallingen vart dertaa tjouve aa spratt snøggt attum Merre si aa lyfte paa Rova henna aa sa’e: „der e Hurde som gjeng inn te
- ↑ idka, driva paa.
