Masse, og at dens Formue er tiltaget, naar der til det tidligere Maal af Formuenhed er kommet et senere Overskud af Værdi. Men samtidigen hermed er den almene velstand ikke fremskreden, naar enten Antallet af Nationens Medlemmer er tiltaget i et endnu større Forhold, saa at den Enkeltes Andel i Udbyttet er bleven mindre, eller naar under Forholdsmæssighed i Befolkningens og Produktionens Tilvækst en saadan Forandring er indtraadt i Produktionens Fordeling, at der tilfalder Flerheden mindre og Enkelte mere end forhen.
Denne Fremstillingsmaade, ifølge hvilken Undersøgelsen rettes mod Produktionens Objekter, medens de producerende Subjekters Stilling træder i Baggrunden, hidrører dog i sin sidste Grund ikke fra en virkelig Strid om Sagen selv; thi den Sætning, at Produkterne frembringes for Menneskenes Skyld og ikke Menneskene for Produkternes Skyld, er altfor umiddelbart indlysende til, at der herom kan være Meningsforskjel. De Betragtninger, der ligge til Grund for det antydede Standpunkt i den statsøkonomiske Læres Behandling, ere derimod følgende:
For det Første kan det siges, at den politiske Økonomi, naar den ikke indskrænker sig til en Udvikling af de naturlige Love for Nationalrigdommens Dannelse, men fremstiller Betingelserne for Menneskenes materielle Velvære, vil gaa udover Grændserne af en distinkt Videnskab og komme til at omfatte det hele sociale System; thi blandt Betingelserne for Velstandens almene Udbredelse staar Sædelighed samt de politiske og retlige Institutioners Fuldkommenhed i Vigtighed ikke tilbage for Vækkelse af de produktive Kræfter. Men enhver Videnskab maa have sin Begrændsning, og denne vindes her kun ved at betragte de produktive Potentser afsondrede og under et udelukkende Hensyn til den ene Gjenstand, Nationalrigdommens Forøgelse, hvorimod
