kom de te henne tvær Fenta aa bo’o ette Mat. Ho ga dai Mat me baade go aa nok, so dai kunna vore vælnøgd me di; men daa dai hadde ete, toko dai te fala ette ait aa anna inni Bu’enn hjaa henne, snart ette Rjume aa Rjumegraut aa so ette Smør og Ost; aa so heldost dai. Ho naika daa, Kjeringi, aa sa’e, de faa noygje dikka me Mate, de søngo no. De staar ’ki Raa te fara for fust fram fyr den, som ska fyrisita, aa giva te alle, som gaa. So vorto Fentudn ill, aa de va jamt Lage aat Fantefylgjo, at dai gjorde baade lokka aa truga se fram, daa dai raakte nokon, dai trudde se me, aa de va daa mest Kjeringadn, som voro aisemal paa Støle, som vorto mest ute fyr slike. Den aine Fenta vilde daa te bruke Skræmu, hona, aa sa’e de: „Faa me ’ki de me vilja, so ska du saa Uhivil paa Krytire dine.“ „Ja de gi e ain go Dag, tenkte ho Birgit, de kunna nok koma te gaa Skodn taa dikka, dersom de vilja skræme me.“ Ho sto daa aa rørde paa ain Primsodning, aa Fenta vart staa’and mulland me dessan Trugsmaale sine; men rett som de va, vart ho Birgit sinna, aa derme fata ho upp Primstaven aa draiv te Fentunn, so kokandes Prime skvatt baade over Andlete aa ne me Halse aa allestane. Me di sama ho slo, sa’e ho de: „Han misse ’ki, som fyst fær.“ Fentudn la’e daa te Dynns me Ai aa Skrik, aa ho Birgit fylgde Fot aa Hæle me, aa smurde paa me Primstave. Men daa ho kom ut paa Vøllen, fekk ho sjaa tryaa lange Fanta raiste se upp ne’a Stølen. Daa Fantadn raiste se upp, kvakk ho fælt, for ho hadde maint, at Fentudn voro aisemal hona, aa ho bussegikk daa haltupp dai, men staa ait Basketak me so mange, de hadde væl vorte for myki. Ho va daa so snøggtenkt, at ho la’e innatt i Bu’e ette ai ladd Byrse, aa tok Sikte paa Fantadn, aa dai torde daa ’ki anna dai toko Laupe, de dai orka. Ho skaut daa ette dai, aa daa ho hadde skote or La’e, ropte ho upp Nøbne paa tryaa Kara, som ho letst som voro burti Skogi, aa sa’e de: „De maa koma haimatt no, de e ait Jalkarlag her,
