Hun grøsset og så sig uvilkårlig om.
— Jeg tenker på Deres store bekjentskapskrets, sa Kjeldsen, alle de rike, de åndrike og de fattige. De husker sikkert en eller annen som har den forferdelige vane å gå med gummihæler.
Hun svarte straks:
— Jeg vet ingen annen enn Hannibal.
— Hannibal, hvem er det?
— Udvej, advokaten, — min forhenværende mann. Jeg kan forsikre Dem om, at hvis jeg hadde vært gift med ham nu, så hadde jeg øieblikkelig søkt skilsmisse med ham nettop på grunn av gummiskoene.
— Advokat Udvej, mumlet Kjeldsen eftertenksomt, han som ikke ringte til Dem lørdag natt?
— Nei, han ringte ikke, hvisket Viviana næsten åndeløst.
— Advokat Udvej bor også i en villa ute på Bygdø?
— Ja, ja.
— Og Udvejs villa ligger likeoverfor Hammels villa. Udvej er Hammels nærmeste nabo, ikke sant?
— Det er riktig, nu husker jeg det.
Vivianas stemme blev klynkende, som om hun var på gråten:
— Hvad er det, spurte hun, som er foregått i den forferdelige villa lørdag natt?
— Det vet vi ikke ennu, svarte Kjeldsen.
I det samme hørtes entréklokken.
Viviana ropte på Josephine Baker. Da mulattinnen kom gav hun først beskjed om tre nye cocktails.
