Så blev de «kvinnelige telefonnummer»
gjennemgått. Og nu kom en ny rekke likeså tilfeldig som den
annen. Kjeldsen og Krefting stod sammen bøid over
listen, og Krefting fulgte den nedefter med
pekefingeren. Ved hvert nummer rystet han på hodet: Dødt
signal, som ikke gav nogen kombinasjon . . . det
næste . . . det næste —
Så med en gang stanset hans finger ved et navn. Også Krefting blev nu opmerksom på dette. Der stod: Viviana Udvej, og så adressen.
— Husker De navnet? spurte Kjeldsen.
— Ja, nu husker jeg det. Det foresvevet mig også, at jeg hadde hørt det før, da jeg skrev det ned. Advokat Udvej, det er jo ham som bor i det lille hus like overfor Hammels villa. Men det må jo være en annen dame enn den fru Udvej, som vi traff. Adressen er jo en helt annen.
— Viviana er heller ikke den samme som De har truffet, sa lille Golden, jeg kjenner Viviana, halve byen kjenner henne forresten. I engere kretser går hun under det elskverdige tilnavn «Storhertuginnen av Speilsalen».
— Det forekommer mig også at jeg har hørt hennes navn, bemerket Kjeldsen, var det ikke i forbindelse med nogen slags excentricitet?
— Hun er vanvittig excentrisk. Og vanvittig elegant. Første gang gjorde hun sig berømt som kanalsvømmerske.
— Ja, var det ikke det jeg visste. Men jeg har nu aldri interessert mig for kunstneriske eller sportslige ekstravaganser. Har hun virkelig svømmet over Kanalen?
