KAPITEL XXXII
DØDSDANSEN
De dansende strømmet inn på dansegulvet. Blandt dem som kom inne fra den røde sal var også Viviana og William Whistler. Idet han passerte bordet, sa William Whistler til Kjeldsen:
— Fritzi er i kabinettet. Hun danser heller ikke.
Viviana grep Kjeldsen i armen og hvisket til ham:
— Hold øie med mig mens jeg danser. Jeg skal speide efter ham.
— Efter hvem, fru Viviana?
— Efter ham, som jeg så sist inne i dansevrimlen. Efter den gale på terrassen. Den døde. Hvis jeg ser ham igjen så skal jeg peke på ham.
Liselotte kom også forbi. Hennes kavalér var grandkonsulen.
— Jeg morer mig, sa Liselotte og nikket til sin mann.
Grandkonsulen formelig svevet av stas og glede.
— Deres frue er uforrrlignelig prrraktfull, sa han, mine tenner løper formelig i champanj, når jeg ser på henne.
Så begynte «Brummel».
Fra sin plass kunde Kjeldsen ikke overskue hele
dansegulvets utstrekning. Men nettop den