KAPITEL XVIII
W. W.
Kjeldsen gikk grundende hen til det store, rundbuede vindu og så ut på torvet. Klokken var nu vel fire. For to timer siden, tenkte han, var Hammel levende nok iallfall, da satt han på ekspresstoget fra Gøteborg. Kjeldsen tenkte høit. Halvt for sig selv og halvt henvendt til detektiven sa han:
— Hammel død, hm . . . Det høres ut som noget sludder, men det er slikt usammenhengende sludder som ofte kaster lys både over situasjoner og mennesker. Og det er slikt som ofte kan redde et menneske fra en forferdelig anklage. Eller dømme det.
Den unge politimann gjorde opmerksom på, at han også hadde fått anledning til å bemerke nummeret på den drosjebilen som Viviana og Udvej kjørte bort med.
Kjeldsen skrev nummeret op med blåblyant i hjørnet på sin trekkpapirmappe.
— Skjønt jeg anser det for unødvendig, sa han. Terrieren har hugget sig fast i Udvej idag, og jeg tror ikke han slipper ham. Iøvrig er det ikke umulig, at de er reist til Bygdø, til Udvejs villa. Huset er fullt av sydamer, for fru Udvej skal på slottsball.
D. v. s. Udvejs nuværende kone. Udvej kommer selv