— Ogsaa det, ja.
— Synes De da ikke, det var merkelig, at han ikke tok hansken av, da han skrev?
Stokke lettet sig med et sæt, der han sat i sengen.
— Kjender De ham? spurte han yderlig forbauset.
— Ja, svarte Krag. Nu kjender jeg ham. Nu har jeg ikke mere at spørre Dem om. Nu kan De gjerne faa sove.
— Er det da noget galt med ham? spurte godseieren skræmt.
— Ikke andet, end at det er den største skurk, jeg nogengang har truffet. Hans navn er ikke Werring, men Nicolay Bewer, og han bor fortiden i Kristiania. Han fører en forunderlig dobbelttilværelse, og det er ham, jeg nu kjæmper imot.
Godseieren rev i al hast paa sig sin slobrok. Den vilde ha mere at vite. Men Krag stak sit ur op i hans ansigt og sa:
— Her er ingen tid at spilde, skal jeg ha utrettet noget inat.
— Hvor skal De da hen? spurte Stokke. Svar mig da bare paa det. Skal De til ham?
— Ja.
— Venter han Dem?
— Nei.
Krag vinket farvel og gik.
Da han kom forbi portierlogen, bad han portieren telefonere efter en automobil, som allerede et par minutter efter suset op foran hotellet.
Klokken præcis halv fire stanset automobilen i nærheten av Drammensveien 115 B. Krag steg ut, betalte chaufføren og sendte ham ind til byen igjen.
Det var nu mørkt og temmelig koldt og ingen mennesker
