— Jeg vet, hvor han bor, svarte Asbjørn Krag. Nicolay
Bewer skal ikke faa nogen rolig nat.
I det samme hørte de en stemme rope nede paa gaten.
Han gjenkjendte stemmen.
Det var Nicolay Bewer, som ropte:
— Hei, De deroppe. Kan De høre mig?
— Ja, svarte Krag.
Straks efter lød igjen aagerkarlens stemme:
— Vekslerne laa i pelsen.
Saa hørte de en haanlatter dernede og larmen av en automobil, som sattes igang.
XVII.
Det oplyste værelse.
— Han har narret os, sa Gibson. Manden hadde papirerne i pelsen. Og han er naturligvis rasende og uforsonlig. Jeg er fuldstændig i hans magt, og jeg kjender ham, jeg venter ingen medlidenhet.
Asbjørn Krag saa paa Gibson med misbilligelse.
— Vel, vi har foreløpig tapt. Hvis vi gaar ut fra, at han talte sandt, saa hadde han den falske veksel i pelslommen, men De maa ikke glemme, at vi ogsaa skal ha fat i de andre papirer. Nu kan De jo i alle fald være tryg til imorgen klokken tolv, og hvis De ikke har sovet i den nat, som gik, saa kan De sove rolig inat.
— Gir De mig virkelig haap? spurte Gibson.
— Ja, svarte Krag. Hent mit tøi. Jeg gir Dem haap.
— Jeg hadde ikke ventet, at politiet, naar det kom, kom som De i en frelsende engels skikkelse.