Krag la haanden beroligende paa hans skulder.
— Fristen er snart ute, sa han, har de pengerne?
— Nei, svarte den anden brudt, men jeg har allikevel en utvei.
— Hvilken utvei mener De?
Den unge mands øine søkte hen til skrivebordsskuffen.
Krag opfattet bevægelsen. Han tog revolveren frem.
— De glemmer, sa han, at den nu er i min besittelse. Og foreløbig beholder jeg den.
Gibson lod detektiven gjøre som han lystet. Han sat stille i stolen og fulgte hans bevægelser med brændende, febersyke øine.
Krag saa paa sit ur, og med det i haanden gik han hen til den unge mand.
— Nu har vi fem minutter tilbake, sa han, og i disse fem minutter maa De gi mig alle de oplysninger, jeg ønsker at faa.
— Jeg har ikke gjort noget galt, som vedkommer politiet.
— Muligens vedkommer det, De har bedrevet, endnu ikke politiet. Det har iallefald mindre interesse. Jeg kan oplyse Dem om, at Deres navn endnu ikke findes hos politiet, der er ikke sket nogen anmeldelse. Og hvad mig selv angaar, da optrær jeg ikke her som politimand, men som privatmand.
Gibson sperret øinene op.
— Som privatmand, sa han, men du store Gud, saa kan jeg jo kaste Dem ut naarsomhelst da.
— Ja, men det vogter De Dem vel for. Alene av den grund, at det vil være til Deres skade. Dernæst fordi jeg ikke vil bli kastet ut. Dette sidste er avgjørende.
— Men hvad vil De da, at jeg skal gjøre?
