— Hr. Maxim anmodet uttrykkelig om at faa to pladser,
som var litt tilbaketrukne. Med andre ord, han kommer der
ikke for at se paa forestillingen.
— Var det tilhøire? spurte Krag.
Betjenten nikket.
Krag ringte øieblikkelig op til varieteens kontor og anmodet om at bli reservert to logepladser tilhøire. Det fik han. Men det var de sidste, blev der sagt.
— Videre, bad Krag, henvendt til betjenten. At erholde disse oplysninger tok altsaa ikke mere end et minut eller to, og mændene var vel fremdeles i farvandet?
— Jeg indhentet dem inden de kom ned til Arbins gate, og de var saa optat av sin egen samtale, at de ikke en eneste gang vendte sig omkring for at se, om der var forfølgere i landskapet.
— Hvilket ogsaa tyder paa, at de fremdeles er desorientert, mente Krag; hvor gik de saa hen?
— Til Continental.
— Ind i kafeen? spurte Krag hurtig.
— Ja. Der bestilte de hver en kop kaffe, og da de hadde faat kaffen — de var fremdeles i ivrig samtale — sendte de et bud op i hotellet.
Krag blev pludselig urolig.
— Til nummer 43? spurte han.
— Ja, svarte betjenten forbauset, hvordan kunde De nu vite det?
— Traf de ham? spurte Krag.
— Nei, svarte betjenten, herren paa nummer 43 var ikke hjemme, og der blev meddelt, at han knapt var at træffe iaften. Han var i selskap. Dette lot til at berøre de to herrer fortrædelig.
— Hvor længe blev de sittende i kafeen?
— Til klokken halv otte. Saa tok de over i speilsalen