— Fortalte han Dem selv det?
Fru Maja nikket.
— Ja, hvisket hun, og han fortalte det paa en saadan maate, at jeg maatte tro paa det. Derfor var jeg ræd. Jeg visste, at hans trusel var alvorlig ment.
— Og nu forstaar De ogsaa, hvad jeg sigtet til, da jeg spurte om der var mere.
— Ja, er der saa endnu mere De vet.
— Jeg vet ingenting.
— Fortæl.
— Kjære Dem, sa hun ogsaa paa graaten igjen, kjender De lille Theo?
— Theo?
— Ja. Theo Gibson. Vi kalder ham bare Theo. Det er en hæderlig og fin liten fyr.
— Hans onkel er eiendomsspekulanten?
— Rigtig.
— Saa vet jeg hvem De taler om. Er der da noget i veien med den unge mand?
— Det vet jeg ikke. Men jeg saa ham i gaar i teatret. Der var skurken ogsaa, Maxim. Jeg saa, at han smilte til Theo med sit væmmelige smil og Theo blev hvit som en dødning. Det er alt, hvad jeg vet; men jeg fik en forfærdelig anelse.
Asbjørn Krag tok sig med haanden for panden.
— Jeg forstaar, sa han, det er vampyren i arbeide. Men nu er det blit sent, frue, nu ringer jeg efter en vogn til Dem. Inat kan De sove trygt.
Han pekte paa kaminen.
— Rædselen er brændt, sa han.
— Jeg vet ikke, mumlet hun, jeg vet ikke, hvordan jeg skal takke Dem.
