— Naanaa, mumlet den anden fett smilende, ialfald
tjener De saa meget, at ordningen av denne lille affære er en bagatel for Dem.
— Mener De Stokkegaarden? spurte Krag.
— Nei, min herre, svarte pengeavpresseren, nei, hr. generalkonsul, det mener jeg ikke. Men jeg har noget at vise Dem.
Saa skjønte Krag, at det gjaldt brevene.
VII.
Tyven.
Hr. Nicolay Bewer førte Asbjørn Krag ind i et litet værelse, som var yderst enkelt møblert. Foran vinduerne hang tykke folderike gardiner, som stængte det sterke sollys ute. Midt paa gulvet stod en kontorpult, hvorpaa nogen papirer var uordentlig henslængt. Ellers var der en sofa, et litet bord med en vandkaraffel paa og et par stole.
Asbjørn Krag tok ikke plads tiltrods for den andens indbydende haandbevægelser. Han blev staaende med hatten i haanden, som om det gjaldt en affære som hurtig kunde avgjøres. Men hr. Bewer var umaadelig elskværdig, næsten sledsk! men hans elskværdighet var av den art, som i visse øieblikke kan faa det til at løpe koldt nedad ryggen paa folk.
Krag heftet sig ved, at skrivebordet var meget lavt, og at slynglen sat bakom det, som bak en fæstning.
— Undskyld, at det her ser noget tarvelig ut, sa Bewer, men jeg har endnu ikke faat installert mig. Jeg er netop kommet til byen.