— Lad os komme til forretningerne. Jeg har forøvrigt
været allesteds. Og kanske mindst i Kristiania. Det er
forøvrigt mindre end en bisak; det kan umulig interessere Dem.
— Rigtig, svarte generalkonsulen, idet han igjen saa paa ham med dette granskende og litt mistænksomme blik, jeg er lutter øre.
Vel; der sad Krag. Hvorledes skulde han begynde. Han forstod godt, at han kunde tale om Stokkegaarden, men al den stund han slet ikke visste, hvad det hele dreiet sig om, maatte han uttrykke sig med overordentlig forsigtighet. Han sad overfor en meget klok mand. Den mindste feil kunde ødelægge hele spillet. Og saa gjaldt det at skynde sig, for Maxim ventet.
— Jeg kan gi Dem nogen oplysninger om gaarden, sa Krag, det er en fortræffelig gaard.
— Virkelig?
— De har formodentlig aldrig set den?
— Kun en eneste gang og da ganske flygtig.
— Det kan bli et mønsterbruk av den gaarden, vaaget Asbjørn Krag igjen.
— Det kan man jo paastaa.
— Hør, tviler De virkelig paa det? Den anden kradset uvilkaarlig med en blyant ibordplaten.
— Det kan jo ikke nytte, sa han, at vi spiller i den grad komedie for hinanden. Saa kommer vi ingen vei.
Krag stødte langsomt cigarrøken ut i store ringe, forblev taus og saa mystisk ut.
— Er der noget nyt bud? spurte generalkonsulen pludselig.
— Nei, svarte Krag, men der er en ny liebhaber.
— Hvem er det?
— Der er mig selv.
Generalkonsulen smilte.
