Den anden glippet med øinene og smilte.
— Jeg har ikke forstaaelsen av nogenting, sa han; det er Dem, som skal tale.
— Jeg kjender Dem ikke, svarte Krag rolig, og jeg vil gjerne ha Deres legitimation.
Den anden blev pludselig fortrædelig og vendte sig mot sin bil.
— De kan ta det som en formsak, fortsatte Krag, men jeg har nu som et ubrydeligt princip, at jeg ikke uttaler mig med fortrolighet til en mand som jeg ikke er sikker paa hvem han er.
— Ønsker De maaske, spurte den anden, at jeg skal komme her sættende med byfogden for at bevidne min identitet.
Krag tok spøken for alvor. Det var likesom han smattet paa den.
— Aanei, sa han, egentlig er det nok, naar De viser mig det brev jeg har skrevet til Dem, saa er jeg sikker.
Den anden grep i lommen.
— Her har De Deres lap, sa han uvillig.
Krag foldet papiret ut. Det var ganske kort. Han læste: %Q
«Hr. generalkonsul. Hvis De vil ha en meddelelse av vigtighet, saa kom til mig klokken 5. Jeg er Dem ganske ukjendt, men for at De ikke skal tro, at saken er likegyldig, vil jeg nævne to ord for Dem: Stokke gaard.
Deres ærbødige
N. Bewer.«
Herunder stod adressen og klokkeslettet endnu engang: Præcis fem.
Asbjørn Krag læste dette brev uten at en mine fortrak sig i hans ansigt. Men mangeslags tanker jaget i de næste
