holde mig for nar eller hvis De fortæller til en eneste levende sjæl, hvad vi nu har forhandlet om.
— De skal ikke faa nogen grund til at beklage Dem, svarte chaufføren, er der ellers noget?
— Nei, kjør.
Nogen minutter efter for bilen forbi ham for nedgaaende. Chaufføren gav ham et blink med øiet, idet han passerte forbi. I vognen sat manden med silkeskjegget og ingen anden.
Sammenkomsten var altsaa nu forbi og Asbjørn Krag hadde ikke noget andet at gjøre, end at vente paa bilens tilbakekomst, saa han kunde faa vite, hvor manden bodde eller var kjørt hen.
Tyve minutter efter var chaufføren paa holdepladsen.
— Hvor kjørte De hen? spurte Krag.
— Til Drammensveien 115 B, svarte chaufføren, der gik passageren av, det var i et privat hus, og det lot til, at han hørte hjemme der.
Krag noterte adressen, gav chaufføren en drikkeskilling og sa, at han var tilfreds.
Foreløpig hadde han intet andet at gjøre end at avvente begivenheternes gang. Hvis der skedde noget, visste han allerede saa meget, at han kunde gripe ind. Han hadde faat en bestemt fomemmelse av, at han tilfældigvis var kommet i periferien av en av storbyens sedvanlige tragedier. Nu gjaldt det bare om tragedien utspiltes i stilhet eller om bølgeringene gik utover.
Han gik ind i Parkkafeen og satte sig ved en plads, hvorfra han hadde utsigt til gaten. Han hadde endnu ikke gjennemstudert aviserne, som han hadde for vane hver dag, og han vilde derfor benytte anledningen til at faa det gjøremaal avveien.
Mens hans øine for gjennem annoncespalterne — han
