Men der hørtes ingen anden støi, end dump vognlann
nede fra gaten. Saa aapnet den natlige gjest døren. De
to mænd, som stod og lyttet, kunne høre, at den skurret
paa sine hængsler. Indbrudstyven traadte ind i forværelset.
Døren mellem dette og kontoret stod aapen, Krag og
kemikeren befandt sig i det tredje værelse, men døren mellem
dette og kontoret var lukket. Gjennem en spræk ved
laasen kunde Krag overskue begge de to yttre værelser; men
da de var mørke, kunde han ikke se noget andet end en
lang, kulsort og fantastisk skygge, som bevæget sig i mørket
og nu og da traadte frem i graalyset, som randt ind
gjennem vinduet.
Indbrudstyven optraadte med den største forsigtighet. Han ventet først, for at høre efter støi, og da alt fremdeles var stille — de to lyttere forholdt sig fuldkommen rolige — tændte han pludselig sin blendlykte; men han sørget for, at dens skin faldt ned paa gulvet, saa lyset ikke skulde vække opmerksomhet fra gaten. Lyset som strømmet ut, dannet et skinnende sølvteppe henover gulvet, og i dette sølvteppe kunde Krag fra sit skjiulested se indbrudstyvens sorte støvler vade omkring.
Den mystiske indbrudstyv undersøkte først alt i forværelset. Her stod etpar pulter. Han aapnet skufferne, som alle var ulaaste, og gramset omkring i papirerne, som laa her. Men det syntes, som om han pludselig var blit klar over. at i dette værelse kunde han umulig finde, hvad han søkte, for pludselig traadte han ind i det næste værelse i kontoret. Det var nu bare den tynde dør, som skilte ham fra de to lyttere. Krag som forutsaa, at indbrudstyven vilde trænge dypere ind i laboratoriet om litt, bad kemikeren hviskende, om at trække sig indad. Kemikeren gled paa lydløse fjed ind i dypet og Asbjørn Krag blev alene ved døren.
