— Tænk Dem om en gang til. Skulde der ikke være et
eller andet dokument iblandt?
Forvalteren tænkte sig om. Og pludselig bredte en dødelig blekhet sig over hans ansigt.
— Nei, hvisket han.
Men Krag saa, at han løi.
XXXV.
Skrækken.
Asbjørn Krag sa ikke noget til dette. Han bare betragtet taus forvalter Boberg, som sat der angst og usikker paa den haarde lærbetrukne sofa. Krag kunde se paa hans trætte ansigt og hans flakkende øine, at han i de sidste døgn ikke hadde hat det godt. Mon han selv hadde en følelse av, at han var under forfølgning? Ryberg saa spørgende paa sin kollega; — hvad skulde man gjøre med ham?
Krag spurte igjen:
— De er altsaa fuldkommen sikker paa, at der ikke i Deres tegnebok var et eller andet dokument, som kunde ha interesse for en eller anden?
Forvalteren smilte mat.
— Nei, sa han, en fattig mand som jeg har ikke denslags værdifulde dokumenter.
— Det er heller ikke den mulige pengeværdi, jeg tænker paa, sa Krag, men der kan ogsaa være en andenslags værdi i papirer. Det vet De nok. Husker De, da vi sidst traf hinanden. Da gjaldt møtet nogen brevet, som var i Deres vens besiddelse.
— Han var ikke min ven.
— Godt, Deres kollegas da.
