For den av glæde og forundring skjælvende Gibsons
øine trak han dokumenterne frem et efter et.
— Er dette rigtig? spurte han.
— Ja, svarte Gibson svakt, det var den første vekselen.
Asbjørn Krag rev den i to og kastet stumperne ind i kaminen. Ilden flammet op.
— Er dette rigtig? spurte han igjen.
— Ja, hvisket Gibson?
Papiret blev revet istykker og kastet paa varmen. Og saaledes gik dokument efter dokument ind i den røde flammende mund.
— Nu er vi færdig, sa Krag, det var allesammen, ikke sandt?
— Jo, det var allesammen, hvisket Gibson sønderknust og samtidig lykkelig; hvorledes skal jeg takke Dem. —
Asbjørn Krag la begge sine hænder paa hans skuldre.
— Farvel, sa han, vi er færdig.
Gibson ville fremstamme taksigelser, men Krag skjøv ham blit ut gjennem døren.
Da han var blit alene, stod han en stund stille i værelset.
Nu gik han, tænkte han, for litt siden gik generalkonsulen, saaledes gaar de allesammen; men den ene, som jeg skulde ha fat i, morderen, han hverken kommer eller gaar —
Klokken halv ni om aftenen viste Asbjørn Krag sig i cirkus. Der var fuldt hus, for det var direktørens beneficeaften. I logerne sad alle de hesteinteresserte, som var kommet for at kritisere benefisiantens dressur, ovenover raderne hode ved hode, øverst oppe i galeriet som en levende uro» lig brem, derfra hørtes utaalmodig trampen, de fine dressurnumere trak for længe ut, og galeriet ventet paa klovnerne.
Asbjørn Krag lod fra sin loge blikket glide utover den
