at komme til en overenskomst . . . Alt dette er klart . . . Men saa Boberg, det var ham som banket paa aagerkarlens dør om morgenen efter mordet. Han ante intet, han kom for at faa sine instruktioner for dagen . . . Han kan ikke være morderen heller . . . Og ikke Gibson, ikke konsulen, ikke Fiorella, ikke jeg, hvem pokker er saa manden med løveansigtet?
Asbjørn Krag blev staaende henne ved kaminen og saa ind i dens flammende gap.
Pludselig blev han grepet av en tanke.
— Politikemikeren, sa han.
Han rev tøiet paa sig og forlot hurtig værelset. Nogen minutter efter sat han mellem kolber og retorter i den ansete politikemikers kontor.
Kemikeren var vant til hans hovedkulse besøk, han var derfor ikke forbauset ved at se ham. Men da han hadde hørt, hvad Krag vilde, spurte han forbauset:
— Er det da intetsomhelst, jeg skal undersøke?
— Nei, intet. Jeg vil bare, De skal overlade mig Deres laboratorium for en nat.
— Hvilken nat?
— Vi kan si imorgen nat fra klokken 10.
— Og De ønsker slet ingen assistanse? Skal jeg ikke være tilstede?
— Nei.
— Skal De da eksperimentere selv?
— Nei. Jeg vil bare bo her, sove her, eller hvad De vil. Gi mig et stykke papir, saa skal De faa forklaringen.
Kemikeren rakte ham papiret, og Asbjørn Krag nedskrev nogen ord.
— Dette er en notis til aviserne, sa han, den maa De ikke dementere.
