Jeg skulde søke at bli kjendt med unge og ubefæstede mænd,
som han saa plyndret. Især unge mænd, som ikke selv
hadde nogen formue, men som hadde rike og ansete
slegtninger, var han opsat paa at faa fat i. De kan vel forstaa,
hvorledes det i de fleste tilfælde gik. Selv hadde livets
ulykke lært mig grusomhet og hensynsløshet, og da jeg hadde
valget mellem en tilværelse i elendighet og nød eller en
tilværelse i overflod, valgte jeg det sidste, fordi jeg syntes jeg
selv hadde lidt saa meget, at jeg hadde ret at utnytte mit
liv, selv om andre skulde lide derved. Det er en daarlig
moral, det vet jeg nok, men min moral er ikke bedre. Og
jeg skal jo nu si hele sandheten, ikke sandt.
— Hvor mange mennesker har Dei forening med denne bandit ødelagt? spurte Krag.
— Det vet jeg ikke, det husker jeg ikke, svarte hun med en undertrykt hulken i stemmen, jeg vilde aldrig tænke paa det, turde det ikke, jeg kvalte rædselen med nye oplevelser, ny spænding, og paa den maate blev jeg ham efterhaanden en flinkere og flinkere due . . . Men jeg var ikke den værste, tilla hun heftig, han var meget værre end jeg, og jeg bad ofte paa knæ for de stakkels ofre, men intet hjalp, han viste mig bort leende og brutalt.
— Felttoget gik altsaa for sig paa den maate, sa Krag, at De narret disse ubefæstede ungdommer til at bruke mange penger.
— Oh, det behøvet jeg ikke at narre dem til., Det vilde de saa gjerne av sig selv. Men naar det var kommet til det, at de ikke hadde flere igjen, da begyndte mit egentlige arbeide.
— Da førte De dem sammen med Maxim?
— Ja.
— Som til en begyndelse var elskværdigheten selv og tilbød at laane den unge penger.