i den lille varieté, mens jeg dog kunde ha reist utenlands og tjent flere penger og lært andre og flere mennesker at kjende.
— Elsket De ham straks ved første møte? spurte Krag.
— Nei, ikke straks, svarte danserinden, det kom litt efter litt. Nei, jeg vet ikke, hvorledes det er kommet, men jeg vet bare, at jeg nu ikke længer kan undvære ham, og jeg er beredt til at gaa i døden for at redde ham.
Asbjørn Krag saa paa hende.
— Jeg har gjettet det, sa han; da De besøkte Maxim klokken fire idagmorges hadde De en merkelig og farlig plan, ikke sandt.
— Jo, jeg var beredt til at gjøre det yderste. Hun hævet stemmen og gjentok: Det yderste, siger jeg Dem, det yderste.
Krag bemerket blot tørt:
— Men at De hadde anledning til at besøke ham den tid av døgnet, det tyder dog paa, at De maatte staa i et særlig forhold til ham.
— Det har De ret i, svarte danserinden, Nicolay Bewer var min mand. Det synes ikke at forbause Dem?
— Ikke synderlig, svarte Krag, det er bare en forklaring paa, hvad jeg spurte Dem om. Jeg tar forklaringen for god.
— Tror De mig ikke?
— Jo, jeg tror Dem fuldkommen.
— Jeg har været gift med ham i seks aar, og hvis jeg vilde fortælle Dem om dette egteskap, da blev det fortællingen om en kvindes lidelseshistorie. Folk tror ikke, at vi, som danser rolig over scenen hver aften og færdes i sorgløshet og glæde, at vi kan ha vore lidelser, men vore lidelser kan være større og dypere end de ileste menneskers. Jeg blev som ganske ung dansøse ved en teaterballet tvunget ind i dette egteskap. Tiltrods for, at han i begyndelsen
