— Misforstaa mig ikke, kjære ven, jeg vil gjenta, at ingen kunde være mere glad i ham end jeg. Men jeg tror, han var en ulykkelig mand, jeg tror, at hans forstand var formørket paa det sidste, og jeg synes ikke, der er nogen grund for mig til at ta mere hensyn til de ønsker, han i denne tilstand uttalte, eller til at overholde løfter, som jeg, uten at tænke nærmere derover, gav ham.
— Hvad var det for løfter?
Dette spørsmaal blev av tilhøreren fremsat hurtig, som om saken pludselig begyndte at interessere ham.
— Ja, for det første var det nu det, at jeg lovte ikke at skille mig med gaarden. Det løfte har jeg ogsaa holdt.
— Saa-aa, mumlet tilhøreren, det var da forunderlig. Men du skal jo reise til Sydafrika.
— Meget rigtig, men derfor behøver jeg da ikke at sælge gaarden. Jeg har forpagtet den bort. Gaarden er fremdeles min eiendom.
— Da kan jeg bare ikke forstaa, at du behøver at bebreide dig noget brudt løfte.
— Jo, svarte Jon Stokke litt usikkert, jeg lovte i sin tid den gamle, at jeg ikke engang skulde overdra gaarden til nogen, men beholde den selv.
— Det var da et underlig forlangende, mumlet tilhøreren. — Manden vilde altsaa oprette en slags frivillig stavnsbundethet. Elsket han da gaarden saa høit?
— Nei, det kan jeg slet ikke si. Det var ikke engang hans fædrenegaard. Han kjøpte den fem aar før sin død, og efter min ganske mening kjøpte han den for dyrt. Nu var det forresten ikke hans mening, saavidt jeg kunde forstaa, at jeg til evige tider skulde sitte der med gaarden. Det var forresten netop, da vi talte om dette, at jeg første gang fik en mistanke om, at alt ikke kunde være, som det burde være med
