— Det er udmerket. Vi maa holde alt hemmelig til iaften.
Jeg haaber, ikke aviserne har faat tag i affæren?
— Det er der intet tegn til endnu. Den døde er bragt bort i al stilhet, politimændene, som arbeidet, var alle civilklædte. Folk omkring trodde bare, det var en syk mand, som bragtes paa hospitalet.
— Godt. Hvad har De saa at meddele om vor ven?
— Noget fuldkommen uinteressant, kjære Krag, jeg har ikke noget andet at meddele, end at manden ganske rolig ligger og sover.
Krag reiste sig.
— Det var interessant, sa han alvorlig, hvor bor han?
— I Deichmansgaten, i en av leiekasernerne derborte.
— Var det vanskelig at følge efter ham?
— Ikke det aller ringeste. Han saa sig ikke tilbake en eneste gang. Men hans gang var litt træt, som en mand, der har været længe oppe og er blit søvnig. Hvem er han egentlig, og har han noget med dette drama at bestille?
— Han er aagerkarlens haandlanger, svarte Krag som husket sit første møte med Maxim, jeg har engang truffet dem sammen . . .Saa fulgte De ham altsaa til døren?
— Ja. Og efterat han var gaat op i huset, var det ikke vanskelig for mig at faa vite, i hvilken etage han bodde. De vet, hvordan saadant foregaar, man spør naboerne, gaar ind i melkebutikken paa hjørnet . . .
Krag vinket av.
— Videre, sa han.
— Det viste sig da, at han bodde i tredje etage tilleie hos en enkefrue, som mottar losjerende. Jeg ringte paa hos enkefruen og sa, at jeg kom fra skattekontoret og vilde pante hendes losjerende for skat. Men enkefruen svarte mig, at hendes losjerende netop var kommet hjem og dødstræt hadde
