Bewer, sa Asbjørn Krag, aagerkarlen er blit myrdet klokken fire inat.
Lille Gibson tumlet tilbake mot dørstokken.
— Store Gud, gispet han.
Krag greb ham i armen og førte ham gjennem korridoren forbi den dødes værelse. Han stolte ikke paa, at Gibson hadde motstandskraft nok til at staa overfor den dræpte.
Krag slog døren op til det værelse, hvor danserinden sad.
Gibson vaklet ind.
Fiorella reiste sig fra chaiselonguen. Hun stirret paa den unge mand som paa et spøkelse. Saa utstødte hun et høit skrik og faldt sammen.
XXII.
Den fremmede.
Unge Gibson ilte hen til danserinden og løftet hende op paa chaiselonguens puter. Politimændene, som var vant til nerverystende optrin, lot sig ikke forstyrre. Betjenten fra opdagelsesavdelingen hentet vand ikjøkkenet. Straks efter kom den skjønne til sig selv. Krag stod under hele scenen rolig i den aapne dør og saa til. Han hadde det bestemte indtryk, at hun spillet komedie. Og hun spillet komedien godt som det scenens barn hun var.
Da hun var kommet til sig selv igjen, sa hun til Gibson, som forundret og skrækslagen stod bøiet over hende.
— Red mig dog fra disse mænd. De vil fastholde mig her. Det er politiet.
— Jeg kan intet gjøre, svarte Gibson stammende. Som du ser er jeg selv blit hentet.
Asbjørn Krag blandet sig nu i samtalen.
