I den ene skrivebordsskuffe fandt han aagerkarlens
nøkkelknippe. Krag tok det ut og betragtet det. Han mindtes aldrig
at ha set saa mange fine smaa nøkler samlet paa en ring.
Der var ogsaa en liten staaldirik iblandt. At aagerkarlen hadde
latt sine nøkler bli staaende, stadfæstet, at han ikke hadde
næret nogen mistanke til den mand, som hadde sittet
likeoverfor ham, og som tilslut hadde dræpt ham. Asbjørn Krag
aapnet nu skufferne, en efter en. Han fandt en mængde
papirer, og eftersom han støtte paa dem ropte han deres
titler op for betjenten fra opdagelsespolitiet, som skrev det
hele op paa en liste. Det blev en lang liste, der var fremfor
alt en mængde tyske og franske breve, som alle handlet om
pengetransaktioner. De avsløret ikke, at den dræpte aagerkarl
hadde drevet aabenbare forbrydelser, men han hadde dog
hat fingre i en hel del skjulte og hemmelighetsfulde
forretninger, som nok kunde peke hen paa andre menneskers
lovovertrædelser.
— Jeg gad vite, hvad slags forretninger den mand har drevet, sa politibetjenten, det ser ut, som om han har laant penger ut.
— Ja, for meget høi rente, svarte detektiven.
— Aagerkarl, mener De?
— Det kan der ikke være tvil om.
— Men jeg finder ingen veksler.
Asbjørn Krag svarte ikke straks. Han stod henne paa gulvet hensunken i dype tanker.
— Nei, mumlet han halvt aandsfraværende. Ingen veksler, ingen veksler endnu —
— Saa maa der være andre skuffer, som vi ikke har opdaget.
— Det skulde man tro, sa Krag, idet han raslet med nøkleknippet, her er mindst IO nøkler, hvis anvendelse jeg ikke kjender.