– Tyve minutter, svarte kapteinen, jeg bor i
nærheten av den store broen.
– Naa, saa maa De jo igjen forbi apoteket.
– Ja, det er netop hvad jeg har tænkt paa, svarte kapteinen med en hemmelighetsfuld betoning, nu skal jeg igjen forbi apoteket.
Da lægen aapnet ytterdøren saa han at der var maaneskin og at veiene og markerne laa oplyst i et blaalig og koldt skin. Han stod og saa efter kapteinen mens denne som en kulsort skygge bevæget sig henover den blaa bund. Og først da kapteinen var forsvunden i veiens krumning, gik den unge læge ind til sig selv. Mens han var beskjæftiget med at slukke lamperne, blev han nu og da staaende stille i eftertanke.
– Stakkars fyr, mumlet han da, han er fortapt. Haandleddene røbet ham. Men hans snak røbet ham endnu mere. Han er sikkert uhelbredelig. Han fantaserer allerede over virkelige ting.
Imens vandret kapteinen langsomt hjem ad hovedveien. Der var ingen mennesker at se nogen steder og intet lys i husene naar undtages i jernbanestationen, hvor der blinket en gul lampe i et enslig vindu. Det at alle mennesker sov og at der ikke var liv at merke nogensteder overbeviste kapteinen om, at efterretningen om mordet endnu ikke hadde spredt sig.
Den kolde luft, den blaa og øde vei foran ham og klangen av hans trin mot den haardfrosne jord, ledet hans tanker i en bestemt retning – mot de to fremmede vandrere, som han for to kvelder siden hadde
