XI
JERNSTANGEN
Nu saa lægen igjen paa sit ur, og det lot til at kapteinen fik en bestemt følelse av at han ikke kunde opholde ham længer. Klokken var blit over fire. Men der var samtidig noget hjælpeløst og bønfaldende over den graaskjeggede mand, som selv denne sportsmand av en læge ikke kunde la være at bli en smule bevæget over. Han begyndte at faa en bestemt mistanke om hvorfor kapteinen snakket saa meget. Mon det ikke var derfor, at han efter de gjennemlevede optrin var bange for at bli alene med sine tanker og sine underlige stemninger.
Kapteinen reiste sig og knappet trøien sammen over brystet.
– Jeg vil gaa, sa han.
– Men Deres notater, sa lægen og pekte paa papirerne som laa paa bordet, De glemmer Deres notater. Jeg forstaar ikke meget av hvad De har skrevet, men jeg ser at De har skrevet to ord. Det er »Hovedet« og »Telegrammet«. Hvad har De egentlig ment med disse to ord?
Kapteinen samlet i hast sine notater sammen. Det lot til, at han var bange for at den anden skulde se mere av hvad han hadde skrevet.
