– Hvis det er sandt at apotekeren er myrdet, svarte
lensmanden, saa maa det jo være baade sorg og
forstyrrelse i huset. De er jo en god ven av familien.
Ta Dem av fruen, er De snil. Jeg er her nu ene og
alene som rettens mand. Jeg har ikke tid til at trøste.
Da de to mænd stod utenfor apotekets dør, sa kapteinen:
– Jeg hører stemmer derinde.
– Jeg formoder det er lægen, svarte lensmanden. Han bor jo her i nærheten.
– Naa, den unge læge, – doktor Flodins efterfølger; mener De ham?
– Ja, jeg mener ham.
Mændene stod fremdeles utenfor døren.
– Hvorfor gaar De ikke ind, sa lensmanden, De skjælver, menneske – fryser De? Knap pelsen igjen:
– Jeg fryser ikke, svarte kapteinen, jeg staar og ser paa vinduerne.
– Staar De og ser paa vinduerne, hvad er der for noget merkelig ved dem?
– Ingenting. Der er lemmer for alle vinduerne. Men se paa det lyset der ved vinduet tilvenstre, lensmand, lyset strømmer ut, lemmen slutter ikke til.
– Det er rigtig, sa lensmanden forundret, det ser ut som om vinduet er blit aapnet.
De to mænd traadte ind i apoteket. Lensmanden gik først. Efter ham kom kapteinen. Alle gaslamperne var tændt i apoteket. Døren til det lille sideværelse stod aapen. Derinde bevæget mennesker sig.
Ved den ene dørstok stod husets frue, en graatende
