Da Maria igjen nølende og ængstelig rykket ham i
armen, sa han:
– Der er blod paa telegrammet.
Hans ord faldt overordentlig hurtige. Som om der paa de gaadefulde steder, hvor hans bevissthet nu var, hersket et forfærdelig hastverk.
Litt efter tilføiet han:
– Flyt hodet. Flyt hodet.
Og saa kom det angstdirrende og fort:
– Vinduet, vinduet . . .
Det hastverk og den angst, som tonte ut av kapteinens stemme, fik de to kvinder til at skrike høit. Maria hængte sig fast i hans arm.
Og endelig syntes det at bli ham bevisst, hvor han var. Hele hans legeme hadde hittil været intenst spændt. Hænderne knyttet. Men nu aapnet hans hænder sig langsomt, hans muskler slappedes, hinden gled væk fra hans øine og den intense og fjerne stirren vek for en skrækblandet forbauselse.
Han for med hænderne over ansigtet, likesom for at jage væk et syn.
– Hvor er jeg, mumlet han, er jeg hjemme.
Han saa sig forbauset omkring i værelset, og da han la merke til alle de kjendte ting, steg hans forbauselse. Men pludselig gik der et uttryk av overordentlig lettelse over hans ansigt og han sa:
– Gudskelov, det var bare en drøm.
Han kastet et blik paa klokken. Klokken var nu et.
– Hvorfor har dere vækket mig? spurte han.
