– Ja, han er slaat ihjel iaften. Fruen har sendt
mig herhen. Kapteinen maa komme med det samme.
Maria vendte sig bort fra vinduet. Det svimlet for hende. Da hun tændte lampen, klirret glasset mot kuppelen. Hun sjokket hen til soveværelsedøren og kikket ind. Kapteinen var der ikke. Sengen stod urørt.
Saa gik hun ut i kjøkkenet for at lukke frøken Karin ind denne vei. Alt imens mumlet hun for sig selv: Det var da forfærdelig. . . . Apotekeren . . .
Mens hun tændte lamperne i kjøkkenet, hørte hun, at Karin Persson nu var kommet ind paa gaardsrummet og stod og famlet mot kjøkkendøren.
– Maria maa skynde sig og lukke op, sa hun, her er saa mørkt herute.
Hendes stemme hørtes ængstelig og ophidset.
Da hun kom ind i kjøkkenet og Maria fik se hende, begyndte ogsaa den gamle husholderske at graate. De to kvinder faldt i hinandens arme. Rædselen hadde fuldkommen forvirret dem.
– Kapteinen, gispet Karin, kapteinen maa komme straks. Sover han?
– Ja, han sover inde i dagligstuen. Det er merkelig, at han ikke er vaaknet ved larmen. Kom og gaa med ind til ham.
De to kvinder fulgtes ad ind i dagligstuen og listet sig forsigtig frem paa taaspidserne. Saa forvirret var de, at de ogsaa var bange for at vække ham.
Dagligstuen laa i halvlys. Den store standlampe paa bordet var ifærd med at slukne. I sin stol laa
