hen? Han kastet sig overbord midtveis mellem Danmark og Sverige. Tror du noget menneske i verden kan svømme den strækning mellem drivende isflak og i sterk blæst.
Kapteinen pekte paa telegrammerne.
– Hvad gjælder disse? spurte han.
– Jeg har telegrafert til forskjellige steder langs kysten for at faa rede paa, om man har fundet hans lik.
– Hvilken interesse kan du ha av at faa vite det?
– Interesse, interesse, buste apotekeren op, det kan jo tænkes, at han hadde papirer paa sig. Det kan ogsaa tænkes, at han hadde penger paa sig. Ingen kan vite.
– Men hans papirer blev jo fundet i hans pels. Han hadde merkelig nok lagt tegneboken sin i pelsen.
– Ja, ja, mumlet apotekeren, tankefuldt tilføiet han: Det er jo ogsaa en besynderlig omstændighet. Hvem gaar ellers med sine papirer i ytterklærne?
Og pludselig sa han, idet han grep efter sin vens arm:
– Vet du, jeg faar slet ikke ro, før den døde er fundet. Jeg har en følelse av at det er en hemmelighet omkring dette dødsfald, som endnu ikke er opklart. Jeg kan ikke la være at tænke paa det. Hele dagen gaar jeg og er optat av dette.
– Jeg ogsaa, sa kapteinen, men mine nerver er jo ikke meget sterke vet du.
– Men du har allikevel ikke saadanne drømme som jeg.
– Drømme skal ingen bry sig om.
