mine følelser i disse dager. Det er ikke samvittighetsnag. Det kan jeg jo ikke ha. Det er uro.
– Over hvad?
– Husker du telefonen?
– Naa ja, den telefoneringen. Det var et merkelig træf. Slikt kan jo hænde.
Kapteinen talte med en let og ledig stemme, men hans blik vek sky tilside for den andens stirrende øine.
– Jeg har forsøkt at telefonere til dig idag, fortsatte apotekeren, men din telefon svarer ikke.
– Den er i uorden, sa kapteinen. Er det derfor, du er urolig? Med mig staar det ellers godt til.
– Nei, det er ikke derfor jeg er urolig, svarte apotekeren halvt aandsfraværende, men det er noget andet, som gjør mig ængstelig. Jeg kan ikke rigtig forklare mig det.
Han var taus i over et minut. De var begge tause. Apotekeren sat og trommet med fingrene paa bordplaten og saa eftertænksomt ut i den tomme luft. Omsider sa han:
– De har ikke fundet ham endnu.
Kapteinens svar røbet, at de begge hadde tænkt paa det samme.
– Der har været storm i de sidste dager, sa han.
Om litt spurte apotekeren:
– Kan du huske den aften, da doktoren stod og gjemte sig i mørket her utenfor.
– Ja, det fortalte du mig jo siden, at det var doktoren, som stod derute.
– Det var sidste gang jeg saa ham, fortsatte
