stol. Apotekeren gik hen til ham og stirret længe ind i hans ansigt.
– Sover du godt? spurte han.
– Siden jeg har været her sidst, har jeg sovet udmerket, svarte kapteinen, men det var et underlig spørsmaal. Hvorfor spør du?
Apotekeren svarte ikke straks. Han bare rystet paa hodet og fortsatte med stængningen av apoteket. Efter at ha sat alle lemmerne for, laaste han døren. Kapteinen saa forundret til. Først la han merke til apotekerens bevægelser. Dernæst la han i særlig grad merke til den andens ansigt. Han syntes, at der paa nogen faa dager var kommet noget gustent og indfaldent over dette ellers saa strenge og redelige ansigt. Uttrykket tydet paa en indre lidelse. Kapteinen husket, at han engang hadde set dette graa og vikende blik, dette sammenbidte og forstemte ansigtsdrag hos en kræftsyk.
– Hvorfor stænger du apoteket? spurte han, er det ikke din mening at slippe mig ut igjen.
– Jo, men først maa vi tale litt sammen. Jeg har noget at fortælle dig. Vi kan gaa ind her.
Frykman viste ham ind i et litet værelse, som støtte op til apoteket. Dette værelse benyttet apotekeren som bibliotek og privatkontor. Ofte benyttet han det ogsaa som soverum. Men før han lukket døren mellem værelset og apoteket, kastet han et granskende blik omkring i apoteket, som om han frygtet for, at han hadde glemt noget derinde. Men alt var i orden. Døren stængt og lemmerne sat paa. 3 – Morderen fra mørket.
