det bestemt. Nede i apoteket kunde man høre hans vrede røst og fruens og frøkenens mildt beroligende ord indimellem. Nei, naar han ikke passet paa alting selv, saa kunde han være sikker paa, at intet var paa sin plads. Saaledes snakket han alt i et. Han var nu ogsaa særlig umulig idag, konstaterte provisoren. Bare han kunde komme sig avsted til bankraadsmøtet. Han skulde være der klokken 2. Og nu var ikke klokken mere end 1. Det var saaledes en hel time til. Men det lignet netop apotekeren. Han maatte ha tid til at gaa omkring og brumme over hver ting kan skulde ha paa i anledning dagens vigtige møte. Mansjetskjorten, hvor laa hans hvite skjorter? De var naturligvis ikke hvor de skulde være. Indtil fruen overbeviste ham om, at de laa akkurat paa sin plads. Saadan ogsaa med det andet. Og nu hadde han endelig naadd til slipset.
Det laa selvfølgelig ogsaa paa sin plads. Men apotekeren kunde endnu ofre ti tænderskjærende minutter paa at faa det knyttet. Saa hørte man ham smaabrummende komme nedover den trappe, som forbandt apoteket med hans privatleilighet. Efterat ha tat et granskende overblik over apoteket for at se om alt var i orden (man kunde paa hans mine forstaa at intet var i orden), aapnet han kassaskapet og tok frem en sort portefølje. Denne portefølje gav han sig til at bla i. Den indeholdt forskjellige dokumenter. Det var de papirer han skulde benytte under bankraadets møte idag. Apoteker Frykman var kontrollør i stedets bank og meget anset for sin nøiagtighet og paapasselighet.
