– Ja, svarte kapteinen, jeg fandt hans pels og hat
ute i entreen. Det var akkurat som om den døde var
kommet, hadde hængt sit tøi fra sig ientreen og gaat
ind i stuen.
– Det er jeg, som har hentet hans tøi svarte X. De vet, at enken flyttet herfra straks efter katastrofen. Tøiet blev sendt hit fra Malmø, og har siden ligget paa stationen. Jeg syntes man burde ta vare paa det eller sende det videre og ikke la det bli hængende slik paa en jernbanestation. Det er det hele.
Kapteinen nikket.
– Det er et tungt og trykkende veir idag, sa han.
– Ja, svarte X, idet han gik hen til vinduerne og stirret ut. Det synes som om sneen endelig skal komme nu. Jeg venter paa den.
– Hvorfor venter De paa den? spurte kapteinen.
– Det første snefald vil bringe beviset, svarte X.
– Har De ellers kjeden samlet? spurte kapeinen.
– Ja, nogenlunde, svarte detektiven, men jeg mangler et par led. Det er mig saaledes en gaade, hvor mordvaabenet, hvor dolken er blit av.
– Jeg tænker dolken er der hvor morderen befinder sig, svarte kapteinen.
X nikket og saa alvorlig og nysgjerrig paa den anden.
– Morderen, svarte han, morderen har jeg fundet; men ikke dolken. Den skal snefaldet hjælpe mig til at finde.
X stod og fingret ved et stykke papir, der kunde se ut som et telegram.
Kapteinen saa spørgende paa ham.