XVII.
DET FØRSTE SNEFALD
Kapteinen blev staaende i den halvmørke entré et øieblik. Hans øine søkte rundt omkring. Men det var likesom ikke han egentlig ledte efter nogenting. Han vilde bare konstatere at alt hang paa sin plads. Hans frakker og hans hatter. Jo, det var altsammen. Og pludselig hang midt op i det hele doktor Flodins tøi, pelsen med den graa krave og hatten med sørgefloret. Det var likesom dette tøi hang der og ganske tydelig fortalte den enkle historie, at eiermanden, doktor Flodin, var kommet paa besøk til ham, hadde hængt sit yttertøi av i entreen og nu ventet ham inde i hans dagligstue.
Merkelig nok lot det ikke til, at kapteinen var forbauset derover. Han hængte rolig sin pels paa knaggen ovenover Flodins tøi, og efter at han hadde ventet en stund utenfør døren, aapnet han den og gik ind i værelset.
Det første som slog ham var, at værelset dog var ubehagelig mørkt. Han kunde ikke se andet end det utydelige skimmer av møblerne og saa det flygtige glimt i forgyldningerne hist og her og de blinkende beslag. Men saa opdaget han gyngestolen. Den gynget.
