– Og derfor vil jeg ogsaa helst være alene med
dem, svarte kapteinen, farvel min herre.
. . Men to dage efter forbausedes kapteinen ved at lægen banket paa hos ham Paa den unge mands skinnende og oprømte ansigt kunde kapteinen forstaa, at han hadde noget vigtigt at meddele.
– Jeg gik her forbi, sa lægen, og saa vilde jeg bare stikke indom med den store nyhet. De har vel ikke hørt det?
– Jeg har ikke talt med et menneske i hele dag, svarte kapteinen, og ikke læst aviser.
– Jo, nu har man fundet morderne.
Det gav en rykning i kapteinen og det var den unge læge paafaldende, at han vek tilbake ind i værelsets dyp. Han fik en mistanke om, at kapteinen ikke ønsket, at nogen skulde se hans ansigt.
– Morderne? spurte kapteinen, er det da flere?
– Ja, det er hele to.
– Hvad er det for slags folk?
– Almindelige landeveistravere. Polakker, mener man.
– Hvilke indicier har man mot disse mennesker? spurte kapteinen.
– Indicier, utbrøt lægen, det behøves slet ikke, for den ene har allerede tilstaat. Her er den sidste Stockholmavis. Her kan De læse det altsammen.
Lægen la en avis paa bordet og gik.
Der gaar endnu et par dage og en eftermiddag stiger en mand av toget ved den lille landsstation.
