med haanden. Han kom til at tænke paa mennesker som hadde hængt sig og da han endelig lukket døren, paakom der ham en befriende fornemmelse av at han lukket noget uhyggelig ute fra sig.
Han tok plads ved bordet og under lampens skin studerte han igjen og mere omhyggelig det fundne papir. Der kunde ikke være nogen tvil, han hadde fundet en av doktor Flodins veksler. At det var en av de falske, gik han ut fra, eftersom bankens kontrollør, apotekeren, hadde hat den til granskning.
Men hvorledes var denne veksel kommet ut fra apoteket?
Nogen maatte ha tapt den efter apotekets lukning. Og hvem anden kunde denne være end morderen?
Og hvis det er morderen, tænkte kapteinen, saa har han tapt den eller kastet den fra sig, idet han efter mordet gik ut av døren.
– Men saa er det jo rigtig hvad jeg har set i drømmen, sa han halvhøit til sig selv, morderen er kommet ind gjennem vinduet og har forladt apoteket gjennem døren.
Kapteinen lænte sig tilbake i stolen og tænkte. Han stirret paa væggenes tapeter og takets gipsfigurer. Men hans blik var igjen langt borte. Gjennemlevet han paany i fantasien den besynderlige vision, hvori han hadde set mordet bli begaat – –
Pludselig reiste han sig og begyndte at drive frem og tilbake paa gulvet.
– Papiret, mumlet han idet han atter saa paa vekslen, – jo det er mulig, det er virkelig mulig, at han