at se Forsøgene mislykkes saadan Gang paa Gang.
— Nu forstaar jeg Dem slet ikke, svarede Asbjørn Krag.
— Det var naturligvis med Hensigt De gik forbi Vinduet. Og De havde vel Deres Hensigt med at luske som et andet Dyr langs Væggen.
— Jeg har jo forklaret Dem Grunden til disse Fænomener. De er altfor opskræmt, kjære Ven, De ser eller hører Spøgelser overalt. Er det da ikke meget naturligt, at man i Mørke famler lidt omkring, før man finder Dørlaasen.
— Det er slet ikke særlig mørkt iaften.
— Jo. Himlen er overskyet og ligger lavt ned mod Jorden.
Men jeg var bestemt paa, at vise Detektiven min Misbilligelse.
— Det var med Hensigt De gjorde det, sa jeg, De tasset omkring som et Dyr, som en Ulv.
Asbjørn Krag svarede ikke straks noget. Han satte sig ved Bordet, greb min Revolver og lod det smukke Vaaben legende glide mellem Fingrene.
Om lidt mumlet han eftertænksomt:
— Jassaa, var det saadan det hørtes ud. Som et Dyr, som om en Ulv skulde gaa frem og tilbage udenfor og tasse.
— Ja, eller en Hund.
— Hørte De Hunden iaften?
