et Trin og saa ett til, nærmere. Det var en forfærdelig Følelse at staa inde i Hytten og ikke vide, hvem som gik udenfor. Men alligevel var det jo saare almindeligt at høre Trin udenfor Stuen, jeg var jo ved et tæt befolket Badested. Jeg husker at jeg tænkte paa dette og foragtet mig for min Skræk; men jeg var nu saa opjaget og nervøs, at den mindste uventede Støi fuldstændig kunde bringe mig ud af Fatning.
Jeg hørte nu slet intet i nogen Tid, men saa mærket jeg at nogen famlet ved Hyttevæggen udenfor. Der var noget mærkeligt i denne Famlen, det var ligesom et loddent Dyr skulde stryge sin Krop mod Væggen. Saa blev alt stille igjen i nogle Sekunder og saa hørte jeg, at haarde, benede Knoker banket paa Døren.
Døren var ikke laast.
— Kom ind, raabte jeg med en Stemme som jeg slet ikke kjendte igjen.
Døren sloges op og Asbjørn Krag traadte hurtig ind i Værelset.
Da han fik se mig med Revolveren i Haanden studset han.
— Nei, nu gaar det for vidt, sa han, nu blir De for nervøs. Tror De virkelig, at nogen stræber Dem efter Livet.
Jeg kastet Revolveren frem paa Bordet.
— De har en mærkelig Maade at komme paa, sa jeg, hvorfor gik De forbi Vinduet.
— Jeg husket ikke, hvor Døren var.
