ham, et lidet Puf i Skulderen og han havde styrtet udfor og slaaet sig ihjel. Hvem tror De saa havde faldt paa Tanken om Mord? Et Ulykkestilfælde, vilde man ha sagt, en sørgelig Ulykke. Eller kanske et Selvmord.
— Men den som gik sammen med ham? hvisket jeg.
— Han gik alene. Ingen behøvet at faa vide, at Morderen havde spadseret sammen med sit Offer. Her vandrer sjelden Folk paa denne Vei. Fra Sjøboderne kan man komme ind paa den, uden at nogen lægger Mærke til det.
Detektiven lo høit.
— Der kan De høre, hvor let det er at være Morder, naar man kjender Terrænet. Kjære Ven, fortsatte han, idet han klappet mig paa Skulderen, nu er jeg igjen kommet ind paa disse uhyggelige Emner. Men det er nu engang min Gjerning, det hører til min Livsopgave stadig at tænke paa disse Ting. Men jeg skal søge at undgaa at tale om det, naar jeg er sammen med Dem. Nu kan jeg se paa Dem igjen, at det bekommer Dem høist ilde.
Med en Stemme, som jeg selv syntes laa underlig langt nede i Struben, svarede jeg:
— Tal til mig om hvad De vil… Jassaa, De mener, at Morderen paa den Maade kunde ha udført sin Gjerning fuldstændig sikkert?
— Nei, kjære Ven, udbrød Krag paafaldende elskværdig, nu maa ikke De bringe mig ind
