— Hvorfor svarede De ikke, da jeg spurgte
første Gang?
Asbjørn Krag lo, en stille, tør Latter. Jeg kunde utydelig skimte Manden og det hørtes som om Latteren kom fra selve Skumringen.
— Tilgi mig, svarede han, men jeg eksperimenterede. Jeg forstod, at De var bange og det moret mig at høre Dem endnu engang. Saaledes, tænkte jeg, saaledes raaber et Menneske i Rædsel.
— De tar feil, svarede jeg og skjøv Døren halvt igjen, som De vel kan forstaa er jeg ved at gaa til Ro. Jeg vil nødig forstyrres.
Men Detektiven stak udenvidere sin Spadserstok mellem Døren og Tærskelen.
— Kom med, sa han, hvorfor vil De svigte mig netop nu?
— Hvad er der paafærde? Er noget hændt?
— Ja.
Jeg syntes, at Asbjørn Krag var meget alvorlig og jeg besluttet mig til at følge med ham alligevel. Jeg tog min Hat paa og aabnet derefter saa stille som muligt en Bordskuffe, hvor jeg havde min Revolver liggende.
— Aha, hørte jeg Detektiven mumle, De bevæbner Dem.
— En gammel Vane fra mine Reiser, svarede jeg, der hænder jo desuden saa meget mærkeligt denne Tid. Bør jeg ta Regnkappen paa?
Detektiven saa op mod Himlen.
