- Paladshotellet — Kjøbenhavn.
Forsinket. Kommer den 8de om morgenen. Hold rummet.
Johs. P. Christensen.
— Det er jo en ganske almindelig bestilling av et
hotelværelse, sa Krag. Nei, De har ret — dette har ingen
interesse for mig.
— Og desuten har De kanske ikke lagt merke til underskriften, sa telegrafmanden. Johs. P. Christensen, det er jo den store skibsreder, ham som hele byen kalder «Jos», ikke sandt?
— Jo, det er rigtig nok; men det var vel ikke ham, som sendte telegrammet. Kjender De Jos?
— Bevares, av utseende, ja absolut. Men nu har jeg tusenvis av ganger ekspedert telegrammer for ham, men aldrig har jeg set ham indlevere noget telegram personlig. Han sender hotelgutter, kontorbud og fuldmægtiger, men aldrig nogensinde kommer han da selv.
— Det er ogsaa likegyldig, sa Krag, og De har ret i, at dette telegram ikke har nogen som helst interesse. Mens jeg sat derhenne i boksen, syntes jeg bare at manden, som indleverte telegrammet, talte med utenlandsk aksent. Det var det hele. Og man skal jo passe paa utlændinger. For øvrig har jeg selv et telegram her. Det skal ogsaa til Kjøbenhavn.
— Naa, De skal jo selv ha et værelse, sa telegrafmanden, idet han prikket ordene av. Det er nok vanskelig indunder jul. Men det gaar vel.
Da Krag gik fra telegrafstationen kunde han konstatere at han pludselig hadde faat en forbindelse mellem tilfældet Jos og Suronen.
Han maatte indrømme for sig selv at i grunden hadde han i de sidste timer hat en anelse om at der maatte foreligge en saadan forbindelse.
Men hvad skulde det hele betyde? Jos var jo allerede underveis til Kjøbenhavn. Og hvorfor hadde Suronen sendt et telegram undertegnet med Jos’ navn?
Brændpunktet var imidlertid «Excelsior»-bilen og brevet klokken 3 — dette brev som alle nu hadde glemt.
Og allikevel var det brevet klokken 3, som ene
