— Jeg kan høre at det er Deres bil, som er kjørt frem,
sa Krag.
— Kjender De ogsaa den slags ting? spurte finnen smilende
— Biler er mit speciale, svarte Krag; jeg kan høre paa lyden av et bilhorn hvilket merke bilen har. De kjører en «Excelsior», kan jeg høre.
Suronen lo høit.
— Det er da pokker hvor bluffen gaar høit her iaften, sa han; jeg har for to dage siden skiftet nyt bilhorn.
Krag gjorde en haandbevægelse som skulde uttrykke beklagelse.
— Da maa jeg jo tilstaa, sa han, at jeg paa forhaand kjender Deres bil og har lagt merke til den.
— Naar?
— Idag.
— Naar idag?
— Klokken 3, svarte Krag.
XXII
ET TELEGRAM FRA JOS.
Klokken 3!
Asbjørn Krag fremkastet disse to ord med en særegen pludselighet. Han var en mester i den slags overraskelser. Der var ikke noget usedvanlig i hans stemme. Men det var allikevel som om ordene blev staaende og klinge i luften længe efter at de var uttalte. De fik en underlig dobbelt lyd. Intet i selve ordene eller meningen frembragte denne bestemte tydelighet. Men de blev allikevel saaledes sagt at det menneske for hvem den skjulte mening var bestemt, pludselig lyttet, desorientert, eftertænksom. Der skulde en overordentlig aandsnærværelse til for ikke at falde for et slikt pludselig projektil. Og i de øieblikke som fulgte efter, kunde ingen være skarpere optat av den angrepnes minespil og sindstilstand end Asbjørn Krag.
Ogsaa i dette tilfælde opstod der en pause mellem Krags ord og den etterfølgende replik. Krag studerte nøie finnens ansigt. Han røpet en viss forundring, og Asbjørn Krag
